Om biblioterapi og læsekredse

Læsekredse hitter! Det er populært som aldrig før at mødes med andre mennesker og snakke om bøger. Flere og flere opdager det dejlige ved at dele ud af sine private læseoplevelser, alt imens forskningen finder fysiske beviser for, at det faktisk er direkte sundt at være sammen om bøgerne.

LÆSEFÆLLESSKABER – fra privat til fælles

Litteratur – og ikke mindst tilegnelsen af den – er noget man historisk set forbinder med den ensomme og studentikose munk, der sidder i sit afsondrede kammer, og læser i dyb tavshed. I læsekredsen sker der noget helt andet. Læsningen overgår fra at være et privat, ensomt anliggende til at være del af en større social begivenhed. Der bliver snakket, lyttet, grinet og følt i fællesskab. I stedet for at skabe afsondrethed og ensomhed, knytter bøgerne nu bånd imellem mennesker.

Årsagen til læsekredsenes store popularitet skal måske netop findes i den sociale dimension. At dele sin læseoplevelse og samtidig høre om andres oplevelser er en social handling; at give og at modtage er en rammende definition for ”det sociale” og ”det at være sammen med andre”. Mennesket er et socialt væsen, og de fleste af os har et grundlæggende behov for at være del af et fællesskab. Faktisk kan man gå så vidt som at sige, at ”det sociale” og ”det at være sammen med andre” er dét, som giver livet mening. Det er i fællesskabet med andre, at vi finder (eller skaber!) mening – står man uden for fællesskabet, lider man ”den sociale død”, oplever meningsløshed, og bliver til et anonymt spøgelse.

BIBLIOTERAPI – når litteratur helbreder

Når man tager vigtigheden af at være del af et socialt fællesskab (defineret som ”at give og at modtage”) i betragtning, så undrer det måske ikke, at videnskaben for længst har opdaget, at det er rigtig sundt for os mennesker at være med i læsekredse.

Ja, faktisk er det så sundt, at læsekredse kan være direkte helbredende! Også dét har videnskaben vidst i mange, mange år, og har sågar fundet et navn for fænomenet, nemlig ”biblioterapi”. Biblioterapien kan dateres tilbage til 1930’erne, hvor amerikanske psykologer fik øjnene op for bøgernes helbredende potentiale. Psykologerne opdagede, at litteraturen kan hjælpe patienter med sindslidelser eller traumer til at sætte ord på ubevidste følelser; man bliver simpelthen bedre til at udtrykke sig, når man læser mange bøger.

Biblioterapien er 80 år gammel, men idéen om litteraturens helbredende kraft er langt ældre. Allerede omkring år 300 f.kr. skrev Aristoteles sit værk om litteraturens opbygning, ”Poetikken”. Her taler han om katarsis begrebet, der er navnet for det forhold, at tragedier, dvs. fortællinger med ulykkelig udgang, har en rensende effekt på læseren / tilskueren. Noget tyder på, at man altid har vidst, at den litterære fortælling har en positiv effekt på mennesker…

Når læsning overhovedet kan have en terapeutisk funktion, så skyldes det, at læsning danner basis for identifikation. Når vi læser en bog, så lever vi os ind i det fiktive univers, og føler heltens smerte eller glæde – eller rettere; vi føler MED helten. Gennem identifikation med de fiktive personer kan vi finde forløsning for vores egne følelser, hvilket førnævnte Aristoteles også var sig bevidst!

I læsekredsen får man mulighed for at sætte ord på sin læseoplevelse og indtræde i et fællesskab med mennesker, der har haft de samme oplevelser som én selv. I læsekredsen sidder man med en gruppe mennesker, der via romanen har været igennem tilsvarende op- og nedture, oplevet de samme konflikter, følt de samme følelser osv. Ganske som en gruppe overlevende efter en katastrofe kan føle sig forbundet resten af livet, ja så kan læsningens oplevelse også binde folk sammen. Flere læsekredse har eksisteret i rigtig mange år, fordi kredsens medlemmer føler, at der er et oprigtigt bånd imellem hinanden.

Man kan bruge en læsekreds til mange ting alt efter behov og temperament. Mange bruger læsekredsen for hyggens, kaffens og kagernes skyld, andre bruger læsekredsen fordi de simpelthen har behov at få teksten lukket op og komme dybere ned i tekstens lag, imens andre igen er medlem af læsekredsene, fordi de bruger de fælles læsesessioner som (biblio)terapi; de oplever roen og harmonien ved fælles oplæsning af digte, eller de gennemlever hovedpersonens kvaler og glæde i den tykke roman. Årsagerne til at være med i en læsekreds er mange – og mange, mange flere end jeg har nævnt her.

Litteraturisme

Den danske sommer byder som sædvanlig på lidt af hvert. Vejret veksler mellem regn og sol, kulde og varme, og indbyder somme tider til strandtur, andre gange til læsning. Mange tager konsekvensen af de meteorologiske ustadigheder, og vælger at drage sydpå for at tage en rekreationsferie i afslapningens tegn på Lanzarote eller i et badeland. Andre tager på oplevelsesferie og drager ud i det ukendte for at bestige bjerge eller hugge sig vej gennem en ufremkommelig jungle.

Andre igen (og vi er faktisk en del, der hører til i denne kategori) vælger at trodse den danske sommer og bliver hjemme – med gode bøger som trøst. Men er det nu også så slemt at blive hjemme og læse gode bøger? Går man glip af noget? NEJ! Litteratur kan give lige så mange og lige så intense oplevelser som strandferien på Lanzarote eller byferien i Rom – det hævder vi i hvert fald her på biblioteket.

Nu vil man måske spørge, om ikke den litterære oplevelse falmer i forhold til ferieoplevelsen? NEJ! En litterær oplevelse, lad os kalde det en læseoplevelse, kan være mindst lige så intens og lige så mindeværdig som en ferie. En bog kan ændre éns liv, siger man. Stor ordkunst, et medrivende plot eller bare en speciel stemning, som står skrevet med ord, kan skabe store og uforglemmelige oplevelser.

Men, kan man så igen spørge, er de oplevelser, man bibringes gennem læsningen, ikke mindre autentiske end de ”rigtige” oplevelser fra den ”rigtige”, fysiske verden? NEJ! For hvad er en oplevelse egentlig? En oplevelse er noget, der ryster os, rører os, får os til at tænke os om. Det rystende, det rørende, det nye finder man i mødet med det ukendte – og litteratur er, som al anden kunst, netop noget NYT, noget ukendt. En læseoplevelse kan derfor være lige så autentisk og ægte som alle andre oplevelser.

Som vægt for vores (fuldstændig uhyrlige) påstand, at læseoplevelsen er lige så gyldig, ægte, intens etc. som alle andre oplevelser, kan vi jo søge ned i litteraturen. I ”Livret” af Kristian Ditlev Jensen hedder det: ”Turismens svøber er vel at alle turister oplever det hele for første gang. (…) Det, der er rutine for de lokale, er enten mirakler eller katastrofer for de nyankomne.” (Jensen 2004, s. 331)

Citatet viser med den tydelighed, der er kendetegnende for (god) litteratur, at oplevelser kommer i mødet med det ukendte. Selv det mest trivielle forekommer eventyrligt for dén, som aldrig har oplevet det før. En gadefejer i Roms gader virker fortryllende og eksotisk på en nyankommen dansk turist, imens kedelige, monotone kornmarker tager sig ud som et guldtæppe på et fantastisk landskab for en sydlandsk turist. Hvad der er hverdag for de lokale, er ”mirakel eller katastrofe” for en turist. På samme måde kan litteraturen tilvejebringe nye oplevelser.

Anskuet på den måde kan litteraturen spare os mange penge, for nu behøver man ikke længere betale for vilde rejser til junglen, tage på kostbare safarier eller tage i vandland eller tivoli. Bøgernes verden byder måske i virkeligheden på flere og stærkere oplevelser end noget vandland nogensinde kan hamle op med. Så aflys rejsen til sydens varme, find på en god undskyldning for at droppe kanoturen med vennerne og skynd dig ned på biblioteket – vi har alverdens læseoplevelser, der bare venter på at blive opdaget!