Krimiens fascination – hvorfor læser vi krimier? Det er en gammel nyhed, at krimier sælger. Vi vil have bøger af A.J. Kazinski, Lars Kepler, Jussi Adler-Olsen og Camilla Läckberg, for vi elsker simpelthen krimier! Men hvorfor fascineres vi af krimiens univers? Hvad er det, der gør, at vi ikke kan slippe bøgerne om grufulde mord, afdankede detektiver og skumle konspirationer? Lad os se på nogle mulige årsager til krimiens fascination.
Krimiens rutsjebane (og et forsvar for krimiens lødighed)Den første og mest indlysende årsag er det høje tempo, overraskelserne og chokeffekterne. Uden disse elementer er der slet ikke tale om en krimi! At hoppe om bord i en god krimi er som at tage en tur i rutsjebanen i tivoli; man bliver ført rundt, op, ned og til siden til man er høj af adrenalin. Kritikerne af krimigenren anser netop spændingselementet for at være mindre ”fint”, fordi, mener de, læseren ikke skal tænke selv, men blot lade sig føre rundt i rutsjebanens forudbestemte mønster.
Dette holder absolut ikke – krimien er måske nok spændingsmættet som en rutsjebane, men det er langt fra ensbetydende med, at man ikke skal tænke selv. Krimiens grundstruktur er bygget op omkring opklaringen af en forbrydelse, og det ligger derfor i krimiens natur, at den byder på masser af detektivarbejde for læseren. Desuden inviterer krimien til refleksioner over eksistentielle temaer som livet og døden, forbrydelse og straf, skyld og uskyld osv., som man f.eks. ser det hos Håkan Nesser eller Paul Auster (for at nævne nogle få ud af mange, mange, mange.) Så tag dén, I snobbede kritikere af krimien!
Bevægelsen fra kaos til ordenEt andet svar på krimiens popularitet er, at mennesket har behov for fortællinger om kaos og orden. Vi har simpelthen behov for at læse om forbrydelser, der bliver opklaret. Og hvorfor har vi så behov for at se noget hæsligt blive gjort smukt, hvorfor har vi behov for at læse om detektiver, der opklarer grufulde forbrydelser? Fordi vi oplever kaos og uorden i verden omkring os. Det er betryggende at se, læse eller høre fortællinger om kaos, der bliver til orden. Vi drager et lettelsens suk, når Sherlock Holmes løser mysteriet, fælder forbryderen, og derved genindsætter orden i samfundet. Når vi finder denne form for tryghed i krimien, så bliver fiktionen et tilflugtssted fra verdens tumult. Samtidig byder krimiens opklaring af forbrydelsen sig til som en mulig løsning på vores egne problemer (i litteraturens overførte forstand).
Krimien som svar på dødenEt tredje svar er døden. Døden er et genkommende tema i krimien. I den virkelige verden er mord og død forfærdelige at skulle forholde sig til, og vi undgår dem for enhver pris. Men i fiktionens verden drages vi af mordet, og mysteriet, der følger med mordet. I ”Om krimien” af P. D. James, detektivromanens grand old lady, nævner hun netop døden som den primære ingrediens i hovedparten af alle krimier. At døden (næsten) altid er at finde i krimien, skyldes måske, at døden er ubegribelig. Ethvert menneske, som har haft døden inde på livet, så at sige, kender til dødens ubegribelighed, dens finale, uudgrundelige urimelighed. Døden efterlader et stort, rungende hvorfor?
Døden - og forsøget på at forstå døden - er måske det, der er grundstenen i enhver religion. Religion giver et svar på, hvorfor vi dør, men også et svar på hvad der sker efter døden. Den klassiske krimi giver ikke noget svar på, hvad der sker efter døden (kun en tåbe vil opstille regler for krimien; selvfølgelig er der krimier, som tager os med om på den anden side af døden, som fx A. J. Kazinzkis mesterlige "Den sidste gode mand") men krimien giver næsten altid et svar på, HVORFOR vi dør. I krimien er der som oftest et mord og opklaringen af dette mord. Opklaringen, eller blot beskrivelsen af mordet, er svaret på dødens store uudgrundelige HVORFOR.
Dødens uudgrundelighed, bevægelsen fra kaos til orden og spændingselementet er blot nogle få ud af mange grunde til, at vi læser krimier.
Denne artikel har jeg tidligere publiceret på www.herningbib.dk
