Gik bare lige og tænkte lidt på det uventede vs det ventede. Mine tanker kom i anledning af, at jeg går og øver mig til min graduering i karate på lørdag (i morgen, i skrivende stund) - det er nemlig ret fascinerende / interessant, at man ved at indstudere en række bestemte trin forsøger at gøre sig beredt på Det Værste, på det uventede.
Filosofien bag karate (eller i hvert bag en del af karaten) er, at man gennem det konstruerede / det indøvede gør sig klar til det ikke-konstruerede / det uventede; det ligger jo i sagens natur, at man aldrig gøre sig klar på at møde det uventede. Når jeg øver mig i de særlige trin, der hører til min kata, så øver jeg mig på dét, der ikke kan øves på, nemlig livet...
Ved igen og igen at øve mig på at udføre de særlige trin, der hører til kata'en (og det er altså bare til det orange bælte) tilegner jeg mig et lukket system, som - og dette er det paradoksale - skal overføres til uventede situationer, som ligger uden for det lukkede system.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar