Søg i denne blog

onsdag den 7. april 2010

Det magiske rum

Det magiske rum

Hvorfor bruge Internettet som talerør for forfatterens stemme? Fordi, synes vi, Internettet byder sig til som et rum, der tillader os at konservere det poetiske NU i en blivende tidløshed.

Men hvad er det poetiske NU? Når digtet aktualiseres i oplæsningen, sker der noget helt særligt; det flertydige, forstenede ord bringes til live af oplæseren, der så at sige går i ét med sit ord. – Man kan sige, at i oplæsningen får forfatteren mulighed for at vende tilbage til og i det ord, hun engang måtte give afkald på på papirets hvide kirkegård. Hvor det skrevne ord er flerstemmig allemandseje (og dermed en slags privathedens kirkegård; hvad der startede som en privat tanke i hovedet, termineres på papiret), ja så er det oplæste ord monologisk særeje i selve øjeblikket for den verbale eksekvering.

I oplæsningens flow bestemmer oplæseren suverænt, hvordan form, rytme, intonation etc. skal være. Denne magt over lydsiden giver samtidig oplæseren magten over vores reception af digtet.

Mere bør siges, tænkes, skrives herom...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar